Jeg debatterer gerne om

Mine grundholdninger, arbejdsrelateret:

Diversitet er vejen til succes. Forskellige mennesker med forskellige baggrunde, aldre, køn, uddannelse, sprog, mentalitet, psyke, udseende, kultur og oprindelse er en styrke.

Det SKAL lade sig gøre at drive en virksomhed under ordentlige arbejdsforhold, også selvom markedspriserne dumpes.

Jeg insisterer på kun at have samarbejdspartnere og kunder, der er ordentlige mennesker.

Travlhed er godt, men stress skal undgås. En arbejdsplads skal aldrig drives på, at medarbejderne slides ned.

En flad struktur er vejen til at udvikle gode idéer. Alle skal bidrage, og alle skal have noget at sige. Der skal skabes et rum for, at alle medarbejdere kan komme med idéer.

Kommunerne skal ikke tage opgaver, som det private klarer glimrende selv.

Når mennesker udvikler sig, holder de interessen og yder deres bedste. Derfor skal man som leder altid lytte til medarbejderne og give dem muligheden for at blive klogere og udvikle sig.

Det er ALTID okay at fejle. Man SKAL fejle! Jo flere fejl, vi laver, des mere lærer vi og udvikler os. Derfor prøver vi nye ting af hver eneste dag. Vi brainstormer, tester og evaluerer. Man ved sjældent, om noget er en god eller dårlig idé, før man har afprøvet det.

Iværksætteri bør støttes mere og bedre på en måde, hvor iværksætternes gejst og holdarbejde er drivkraften.

En idé er ikke hellig og har ingen værdi i sig selv. Værdien ligger i holdet og arbejdet. Hvis vi delte vores idéer med flere mennesker, ville vi udvikle os langt hurtigere som samfund.

En gang imellem bør man revurdere hele sin virksomhed og være ydmyg over for, at det, man gør, ikke nødvendigvis er det bedste. Nogle gange er det helt modsatte bedre. Dræb dårlige projekter tidligt: Der er ingen grund til at fortsætte ad en dårlig vej.

Som Charles Darwin sagde det: ”It is not the strongest of the species that survives, nor the most intelligent, but the most responsive to change”. Tilpasning er kodeordet.

Kunstig intelligens og teknologi er en gave, vi som samfund slet ikke udnytter godt nok.

Hvis man har alt under kontrol, arbejder man for langsomt!

B2B er forældet. B2C2B er det nye. Tænk på de endelige kunder, som din kunde skal glæde med dit produkt. Den endelige kunde er den vigtigste at tilfredsstille.

Det hele handler om oplevelser! Pengene skal nok komme, så længe kunderne er glade. Vi kalder vores kunder for ”gæster”.

Emner, jeg også har holdninger til:

  • Feminisme, #metoo, kvindekvoter
  • Ligestilling, eksempelvis mellem køn, etniciteter, religioner og sociale grupper
  • At flere unge bør tage en håndværksmæssig uddannelse. Vi har brug for dem! Det er ikke et nederlag ikke at tage en gymnasiel uddannelse. Det er sejt og stærkt at kunne et håndværk
  • Det er en helt forkert økonomisk prioritering, at dem, der knokler fysisk hårdest i vores samfund, får det mindste i løn
  • Integration og accept af minoriteter
  • Vigtigheden af at tage en pause ind imellem, eksempelvis et sabbatår
  • Turisme i Danmark
  • Socialt og bæredygtigt ansvar
  • Transport
  • Globalisering og Danmark som led i dette (eksempelvis bevarelsen af det danske sprog)
  • Arbejdsmarkedet
  • Uddannelser – særligt digitale børn samt samarbejde med virksomheder
  • Stress og trivsel
  • Klima og miljø