Er du i tvivl? Så spørg!

Det her blogindlæg er skrevet til alle de mennesker, der står som pårørende til en, der har smerte i sit liv.

Det kan føles som at træde på æggeskaller at være sammen med en person, der har mistet eller på anden måde er i sorg. Den mindste ting kan fremkalde tårer eller frustration. Og man vil jo gerne give kærlighed. Man vil gerne være der og vise, at man er der. Men hvad skal man gøre for ikke at træde personen over tæerne eller fremkalde dårlig stemning?
Må man være ærlig? Må man fortælle, hvad man mener og føler? Og kan man på lige her tidspunkt tillade sig at bringe minder frem i personens hukommelse?

Mit fuldstændig simple råd er: Spørg!

Det er hårdt at være pårørende til en i sorg – det forstår jeg.
Husk, at bare det, at du er der, kan være rigeligt i sig selv. Og du må altid gerne være ærlig, også selvom det kan bringe en ubehagelig stemning, det du siger. Men spørg lige først, om personen er klar til at modtage det, du kommer med. Det er dig, der skal være der for personen – ikke omvendt.

Et eksempel:

Her i weekenden var jeg på loppemarked i Forum. Det var ved at blive lukketid, og jeg tullede rundt mellem boderne og havde lamper og gryder i favnen. Jeg havde en god dag og hyggede mig. Så stødte jeg ind i en af min nyligt afdøde fars bedste veninder. Jeg har ikke haft kontakt til hende i mange måneder, så det var et glædeligt gensyn.

I det samme hun så mig, kunne jeg se i hendes øjne, at hun så min far i min skikkelse. Hun blev rørstrømsk, og det kan jeg godt forstå. Hun har formentlig ikke så mange omkring sig til at bearbejde sorgen over hendes bedste ven, og derfor havde hun meget at komme ud med. Det betød, at jeg midt på Forum loppemarked pludselig stod i en, hvad jeg inderst inde føler som en ret ubehagelig situation. For – med al respekt – jeg var ikke klar til at høre på de ting, jeg pludselig skulle høre på her. Jeg følte, at jeg blev taget med bukserne nede. Hvis hun havde kendt til ovenstående råd, var denne her situation gået bedre.

Hvad der skete: Hun fortalte mig, hvor meget hun savner min far. Med kærlighed i stemmen forklarede hun, at hun tænker meget på min søster og mig, og at hun ikke ved, om vi er klar til, at hun ringer. Hun fortalte om alle de dokumenter, der ligger på hans computer, som hun gerne vil have. Hun fortalte om de billeder, der er hendes, og om de ting, hun har foræret ham, som hun gerne vil have tilbage. Hun fortalte mig, hvor ked af det hun er. Og så fik hun tårer i øjnene. Kort sagt fortalte hun om alt det, der foregik i hendes hoved.
Hvordan ville du have reageret, hvis du var mig i denne situation?
Hun mente det alt sammen godt – det ved jeg, og det respekterer jeg. Lad mig understrege det. Det gjorde samtidig, at jeg blev helt perpleks. Jeg følte, at jeg skulle rumme hendes sorg, at jeg skulle være praktisk, at jeg skulle tænke tilbage, at jeg skulle mindes, at jeg skulle føle mig elsket, at jeg skulle planlægge. Og så skulle jeg samtidig gennemleve situationen og finde ud af, hvordan jeg havde det med det hele. Alle de her ting skulle jeg rumme på samme tid midt på et stort loppemarked, der nu føltes overfladisk og meningsløst. Lamperne, som jeg lige havde købt, var jo ligegyldige midt i det her, og jeg blev rigtig trist. Jeg lukkede per automatik helt af, fik mit stone-face på og kom hurtigt ud af samtalen.

Hvad der ville have gjort det til en rigtig god situation: Hvis hun havde set mig og fået alle de her følelser og tanker op, og hun så havde sagt det, som det er, og samtidig havde spurgt, om jeg kunne rumme det. Eksempelvis: “For at være helt ærlig, Yael, så får jeg en masse følelser og tanker op i mit hoved lige nu, når jeg ser dig. Det er så længe siden. Vil du kunne rumme, at jeg fortæller dig om det hele nu? Jeg har meget, jeg gerne vil sige.”
Det ville have givet mig en chance for at stille mig på samme banehalvdel som hende. Hermed ville jeg ikke være blevet målmand, og hun ville ikke have følt, at hun stod midt i et presset straffespark. På denne her måde ville vi have spillet sammen.
Så ville jeg kunne sige: “åh, lige nu står jeg midt på et loppemarked, og de er ved at lukke, og der er mennesker alle vegne, der så kommer til at se mig græde. Det passer mig egentlig ikke så godt at tale om alt sammen her, for jeg bliver simpelthen så ked af det, ligesom jeg kan se, at du også bliver lige nu. Hvad siger du til, at vi drikker en kop kaffe i morgen, eller at jeg ringer, når jeg har forberedt mig mentalt? Så kan du fortælle mig det hele, og så kan jeg rumme det?”

Selvfølgelig ved du som pårørende ikke, hvordan jeg har det lige præcis den dag. Selvfølgelig ved du ikke, hvad der tricker mig den dag (hvilket klart har med mit søvnindtag at gøre, hvilket du selvfølgelig heller ikke ved noget om). Jeg ved, at du vil mig det bedste. Jeg ved, at du interesserer dig for mig og vil give mig kærlighed. Jeg ved, at du er der for mig, og jeg ved, at du føler det akavet. For du vil ikke være overfladisk. Du vil gerne være med mig på min banehalvdel, så vi kan have et moment sammen.
Jeg er SÅ glad for, at du vil mig!
Lad mig gentage, at jeg er virkelig, virkelig glad for din omsorg. Den gør hele forskellen for mig!

Sådan gør du, for at vi spiller sammen: Spørg. Vær ærlig. Giv mig en mulighed for at indfinde mig i situationen.
Sådan bliver vi begge to glade, og sådan er du der bedst for mig. For jeg kender mig selv, og jeg kender min situation og mit sind lige præcis den dag. Når du spørger, kan jeg indvie dig i, hvordan jeg har det, så du har en mulighed for at være der for mig på den måde, jeg har brug for. Så går vi begge fra situationen med en god følelse af at være der for hinanden.

Er du i tvivl om noget? Så spørg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*