Tale til min fars begravelse

Kære far

Jeg ville ønske, at du var her nu. Så ville vi tage op i sommerhuset og gå tur på stranden med Nelly og ligge tæt i sengen og se Tour de France. Hvis du var her nu, far, ville du ryste på hovedet og sige “Nulle, der er altså ikke mere Tour de France… Men der er fodbold!” Og det er jo lige så godt.

Jeg ville ønske, du var her nu, far. Så ville du kunne se, hvor mange mennesker der er her, fordi de holder af dig, og fordi du har betydet rigtig meget for dem. Du var deres bror, deres onkel, deres chef, deres skolekammerat, deres fætter, deres bedste ven, deres nabo, deres medspiller, deres sparringspartner eller deres far. Vores far.

Hvis du var her nu, far, ville jeg fortælle dig, hvor højt jeg elsker dig. Det ved jeg, at du ved, for det har jeg fortalt dig rigtig tit. Hvis du var her nu, ville du sige “Yaeeeeeel, du skal ikke grææææde”, og så ville du holde om mig og fortælle en dårlig joke. Dem kunne du mange af.

Helt til det sidste holdt du humøret højt, og i sygesengen lavede du galgenhumor. Jeg syntes ikke, det var sjovt. Jeg tror ikke, du forstod alvoren af, hvad du havde gjort ved dig selv med al det stress og alle de cigaretter. Jeg tror ikke, at du ville forstå det.

Du var en levemand, far, og der var ikke det, du ikke kunne. Du var den stædigste mand, jeg nogensinde har kendt. Selv med ondt i lysken spillede du fodbold, og selv hvis forruden på din bil var frosset til, kørte du alligevel. Så kiggede du bare ud af sideruden.

Du var ikke en mand, der holdt sig inden for rammerne, og regler var til for at blive brudt. Sådan var du til det sidste. Sygeplejerskerne på Gentofte Hospital måtte spæne rundt for at finde dig, fordi du var væk. Der blev vild panik på stuegangen. Du sad bare stille og roligt udenfor og nød det gode vejr, også selvom de ikke kunne måle din hjerterytme imens. Det kunne du ikke tage dig af – vejret var jo godt. Før du blev kørt ind til den sidste operation sagde du, at man skal have det sjovt, så længe man lever. Det havde du, far.

Kære far. Hvis jeg skal sætte tre ord på dig, vil det være kærlighed, stædighed og humor. Du er den bedste far, man kan ønske sig. Jeg kan ikke få mig selv til at sige “var”, for du er her jo stadig. Her. Indeni. Du var selv meget ulykkelig over at miste dine forældre. Dengang var du på samme alder, som Mira er nu. Jeg er på samme alder, som Saki var. Historien gentager sig åbenbart. Men I kom videre, og det gør vi også, far. Det lover jeg.

Tak for alt det, du har givet os. Tak for at sikre vores fremtid og for at have lært os om verden og om livet. Tak for at have gjort verden til et så dejligt sted for os alle sammen og for at have gjort København til et sjovt sted for folk, der kommer udefra. Tak for at vise os, at verden er mangfoldig, og at mennesker er dejlige i alle afstøbninger. Tak for at lære mig, at jeg kan opnå alt, hvad jeg vil, hvis bare jeg kæmper for det. Det kunne du, far.

Kære far. Dengang, jeg var helt lille, tog du mig med på Restaurant Plaza de la Rena, og så fik du mig til at kravle hen og sætte mig på låret af alle de dejligste damer, og mens jeg sad der og spiste deres pom’fritter, havde du lært mig at kigge op på damerne med store øjne, pege på dig og sige “min far – ingen mor”. Det kunne de aldrig stå for. Du brugte alle kneb. Nu er det omvendt. Nu bruger jeg aftenerne på at sidde på skødet af min kæreste, mens jeg med øjne fulde af tårer siger “kun en mor – ingen far”.

Jeg ville ønske, at du var her nu, far. Så ville jeg kysse din pande og ae dig på den skaldede plet på dit hoved, som jeg altid drillede dig med. Og så ville jeg sige, at det nok skal gå, lille far. Vi klarer den, Mira og jeg. Du gav os så meget kærlighed, at vi kan klare os. Vi var aldrig i tvivl om, at du var der for os. For det var du. Altid. Jeg lover, at jeg passer godt på Mira. Det lover jeg. Jeg ved, at du er stolt af os.

Du har efterladt et tomrum inden i mig, far. Når jeg engang får børn, vil de ikke have nogen morfar. Og du vil ikke være der, når jeg engang skal giftes, og når Mira får sin studenterhue på. Du kunne godt have passet bedre på dig selv, far. Det kunne du altså godt. Men du var udødelig, syntes du. Sådan har det altid været.

Og du er udødelig, far. Du lever i mig og i Mira og i os alle sammen. Og når Rosa bliver gammel nok, vil vi fortælle hende om dig. Om hvor fantastisk en far du var – og er.

Nu sidder du nok oppe i himlen og spiller skak med din egen far, mens du krammer farmor. Det er godt, I har fået hinanden tilbage. Det trøster jeg mig ved.

Kære far. Du synes nok, det er er tosset, at vi alle sammen græder. Du ville hellere, at vi festede. Jeg vil huske dig som den dejlige far, der dansede rundt i sine hullede underbukser, mens du skrålede med på “Angie” og lavede grøntsagssuppe med hele løg i.

Hvis du var her nu, ville du sikkert lave en dårlig joke om noget med, at der altså ikke vil være flere ledige damer tilbage i himlen, hvis ikke vi alle sammen skynder os, for du er allerede på rov. Du hygger dig sikkert deroppe. Du ville nok heller ikke kunne forstå, at du ikke er her mere.

Jeg savner dig allerede, far. Det er så underligt, at du ikke er her.
  

  

  

  

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*