I dag fandt jeg ud af, hvor privilegeret jeg er

Jeg er lige kommet hjem fra en af de mest betydningsfulde aftener i mit liv. Jeg er rørt, nedtrykt og ikke mindst taknemmelig. Jeg tror på, at verden gav mig denne her oplevelse for, at jeg skulle indse nogle ting og for, at jeg skulle dele min oplevelse med dig. Så her kommer den:

En betydningsfuld aften

Her til aften tog jeg til markeringen for de druknede flygtninge i Middelhavet – et arrangement min bekendte Mary Consolata Namagambe havde været med til at arrangere. Det var koldt at stå stille i to timer på Københavns Rådhusplads, men håbet holdt os varme, og der blev sagt mange betydningsfulde ord, som jeg ikke ville gå glip af, og jeg syntes, det var vigtigt at stille op og vise, at Europas måde at tackle de illegale flygtninge på ikke på nogen måde er i orden. Samfundsdebattøren Khaterah Parwani fortalte om sin fars oplevelse som flygtning fra Afghanistan. Hun fortalte blandt andet om, hvordan han havde oplevet, at han kunne have dræbt både sig selv og Khaterah, fordi han var gået tur med hende i det, der viste sig at være et mineområde. Midt i Khaterahs tale brød en mand på forreste række sammen. Han græd og viste de omkringstående sine ar og sine hænder. Jeg kunne se på ham, at han trængte til et kram, og efter jeg havde forsikret mig, at han ikke kendte nogen af dem i nærheden, gik jeg hen og gav ham et kram. Et langt et.

Awis’ historie

Manden blev rigtig glad for at blive holdt om. Jeg tror, han trængte. Han hedder Awis og har somaliske, ghanesiske og etiopiske rødder. Han er flygtning fra et af de tre lande – jeg tror, det er Somalia – og han er 38 år. Hans krop værker, og han kan ikke bruge sine hænder, når de bliver kolde. Han har fået skudt flere af sine fingre af, og han er også blevet ramt af skud på siden af hovedet, så han hører ikke så godt. Der er steder på hans hoved, hvor han ikke gror hår, fordi han har ar. Hans far blev skudt, da familien flygtede. Hans søster blev skudt, da familien flygtede. Hans onkel er lige død. Han har flygtet gennem mange forskellige lande, deriblandt Polen og Rusland, og han kan syv forskellige sprog. Han har arbejdet som stripper i Holland, dengang hans krop, ifølge ham selv, var muskuløs. Nu er han tynd og ranglet, for han spiser ikke så meget, siger han. Han kan ikke få maden ned. Awis taler ret godt dansk i betragtning, og han er lige flyttet fra Odense, hvor han havde arbejde på et plejehjem. Han har et sæt tvillinger (de får altid tvillinger i hans familie), som både har arabiske og danske navne. Awis har vist en dansk kone og bor i Vanløse. Han bliver bedre og bedre til at finde rundt i København, og han gør sit bedste for at falde til. Men tankerne og minderne om hans døde familiemedlemmer gør så ondt på ham, at han skodder sig med cigaretter på brystet og på armene, og han skærer i sig selv. Han viste mig arrene. Det var hårdt at se, hvor ked af det Awis var, og jeg var samtidig virkelig imponeret af, hvor fantastisk flot han klarer sig, og hvor sej han er. Tænk at kunne syv sprog og kunne tilpasse sig så let til så mange nye samfund. Jeg er blown away!

Lev for din families skyld

Demonstranterne gik i samlet flok til Christiansborg, hvor Mary og en anden pige lagde en redningskrans ved indgangen for at vise, at vi ønsker handling. Vi holdt et minuts stilhed, og Awis brød sammen igen. Jeg aede ham på ryggen, og en masse kom hen og gav ham et kram. Jeg selv og en anden pige talte længe med ham. Awis fortalte os, at han har prøvet at begå selvmord mange gange. Pigen og jeg sagde til ham, at han måtte være stærk og holde sig oppe for sine børns skyld. At hans døde familiemedlemmer ikke ønskede, at han skulle gøre noget ondt ved sig selv. At de ønskede, han skulle leve. Pigen sagde, at Allah siger, at man ikke må slå sig selv ihjel. Awis blev ved med at gentage sig selv, gentage alle de ting, han allerede havde fortalt mig mange gange om sine fingre, om sin søster i England, der er topmodel, om sin anden søster, der var så smuk, og så blev hun skudt lige for panden. Han gentog det hele igen og igen som i en trance. Vi gentog, at han ikke skal slå sig selv ihjel, og at han må få det bedste ud af livet, ikke mindst for sine børn. Pigen sagde, at Muhammad har sagt, at man skal huske på dem, der har det værre end sig selv, og at man skal glæde sig over det, man har. Det rørte mig dybt, at hun sagde, at Awis, der har det så forfærdeligt, skulle tænke på, hvor godt han havde det i forhold til andre. Bare tanken om, at nogen har det værre end Awis, gjorde mig helt tom indeni.

Awis skulle til Vanløse, og vi fulgte ham til Kongens Nytorv. Jeg købte ham en togbillet, og vi gik ned på perronen. Awis sagde, at han synes, jeg og pigen er rigtig søde, og at han var meget taknemmelig for, at jeg havde været der for ham. Jeg sagde, at jeg synes, Awis er et helt fantastisk menneske, og at jeg er meget taknemmelig for, at han har fortalt mig sin historie og lært mig så meget. Så steg han og pigen på metroen. Hun skulle med mod Frederiksberg.

Manden med hatten

Jeg var helt ør, da jeg gik op mod gaden igen. På vejen mødte jeg en hjemløs mand, der solgte Hus Forbi. Han spurgte forbipasserende, om han måtte få en skilling. De svarede ham ikke. “Du må godt få en skilling af mig”, sagde jeg og gav ham, hvad jeg lige havde. Han blev rigtig glad. Jeg så, at han havde en vildt sej hat på med alle mulige emblemer og badgets på. Jeg sagde, at jeg syntes, han havde en top sej hat. Så satte jeg mig ned ved siden af ham, og han viste mig alle de emblemer, han havde på hatten. Der var blandt andet et fra en politiuniform, og der var også et med et kors på. “Det er fra Jutlandia”, sagde han helt stolt og pegede på emblemet, “der var min mor med!” “Ej, er det rigtigt?” spurgte jeg imponeret, “var hun så sygeplejerske?” “JA!” sagde han og lyste helt op. Så gav han mig verdens største kram, og jeg blev helt mør indeni og sagde tusind tak. “Kan du holde dig varm?” spurgte jeg. Det kunne han godt. Han vinkede, da jeg gik op på Kongens Nytorv. Jeg vinkede tilbage. Han råbte “VERDEN HAR BRUG FOR FLERE KRAM!” Jeg råbte tilbage, at det måtte vi stå sammen om at give verden, og jeg skulle gøre mit absolutte bedste! Det skulle han også nok.

Det gik op for mig, hvor stor en forskel en lille gestus kan gøre for et andet menneske. Forhåbentligt begår Awis ikke selvmord. Forhåbentligt holder den hjemløse mand Philip sig varm.

Jeg sagde pænt hej og god aften til de rumænske tiggere og til ham med den hvide hat, der altid står og puster i en blokfløjte på Strøget.

På vejen hjem med min cykel holdt jeg midt i et kryds, og en dame sagde irriteret til mig, at min cykel stod midt i det hele og var ved at blive kørt ned. Jeg blev rigtig glad og sagde pænt tak til hende for at gøre mig opmærksom på det. Så smilede hun og gik.

At være priviligeret

Jeg kom hjem og brød helt sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Der er så mange følelser inden i mig lige nu, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af dem.

Jeg er meget, meget taknemmelig for, at jeg fik lov at møde alle de her mennesker i dag. Jeg er taknemmelig for, at der er mad i mit køleskab, at jeg ikke har familiemedlemmer, der ikke får en kugle for panden i krig, at jeg har muligheder, tøj på kroppen og en fremtid, der er værd at leve for. Jeg er virkelig, virkelig taknemmelig. Jeg er rørt over, at mennesker ville åbne sig for mig i dag og fortælle mig om deres liv, og jeg er dybt ulykkelig ved tanken om det, de har været igennem og går igennem lige nu.

Jeg er meget, meget heldig, at jeg blev sat på denne klode i et land, hvor der ikke er krig og stor fattigdom, og hvor jeg kan leve et liv, som mennesker vil gå igennem sult og nød for at få noget, der bare minder om. Forældre rundt om i verden sætter deres børn i stor, stor fare på både mod Europa i håb om, at deres børn får en fremtid og får muligheder som mig. Muligheder som de ikke selv har og som de ikke kan give deres børn, fordi de muligheder slet ikke findes, der hvor de bor. Disse mennesker vil hellere dø i håbet om en bedre fremtid end blive, hvor de er. De flygter og sender deres børn afsted, fordi de ikke har andet valg.

Vi – du og jeg! – kan give dem noget at komme hertil for. Vi SKAL give dem noget at komme her for. Vi kan ikke lade dem dø!

Vi – du og jeg! – har rigtig, rigtig meget magt i denne verden. Den magt er vi født med, fordi vi var heldige. And with great power there must also come great responsibility, som Stan Lee sagde. Vi kan gøre en forskel, du og jeg – og det bør vi!

I dag fandt jeg ud af, hvor priviligeret jeg er. Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*