Terrorangrebet, februar 2015

 

En dårlig mavefornemmelse

Jeg vågnede lørdag morgen med en stærk fornemmelse af, at noget var galt med dagen. Noget dårligt var ved at ske. Jeg var i et underligt humør og var enormt følelsesladet hele dagen. Jeg troede først, det var fordi, jeg ikke havde sovet så meget, men der var mere end det, kunne jeg mærke, og hele min krop skreg til mig, at jeg ikke skulle gå ud den dag. Ikke engang for at købe ind. Det undrede mig, men man skal altid lytte til sin mavefornemmelse.

Klokken tre kom svaret. Terrorangreb på Østerbro, kun fire kilometer fra, hvor jeg bor. Ytringsfriheden er endnu engang blevet truet, og jeg ønsker alt det bedste og sender tanker til Finn Nørgaards familie og nærmeste. Der gik nogle timer, og jeg fulgte udviklingen intenst. Det tydede ikke umiddelbart på, at noget mere ville ske. Jeg var ikke synderligt bange, men min mavefornemmelse tvang mig til at blive i sengen hele dagen, som om jeg skulle gemme mig. En af mine skønne veninder, som jeg ikke har set i over et halvt år, holdt fødselsdag inde i byen, og en del af mine gode venner var inviteret. Jeg ville virkelig gerne med og prøvede at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne tage derind. Men min krop insisterede på, at jeg ikke skulle afsted. Jeg meldte fra arrangementet og undskyldte min veninde med, at jeg havde en underlig følelse indeni, som jeg ikke kunne forklare. Jeg kunne bare ikke tage afsted. Hun sagde, at det var helt i orden, og jeg ønskede hende en vidunderlig aften.

Rædslens nat

Min jødiske veninde og alle mine jødiske venner mødtes inde midt i byen. De gik forbi synagogen, hvor de hilste på Dan Uzan, synagogevagten. Han gav min veninde et fødselsdagskram, og selskabet fortsatte hen på Dalle Valle, der ligger lige ved siden af syngagogen. Der hyggede de sig med drinks. Et par timer senere ville de finde en ny bar og gik fra Dalle Valle. De vidste ikke helt, hvor de skulle tage hen, så de kunne lige så godt være gået tilbage ad Krystalgade. Det gjorde de ikke – i stedet fortsatte de ned mod strøget. De nåede ikke langt, før de hørte dem. Skuddene. De hørte Dan dø.

Realiteternes morgen

Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min ekskæreste for et par år siden. Jeg sagde, jeg var bange for den stigende antisemitisme, og at jeg fornemmede den komme mod nord. Han sagde, at der aldrig ville komme terror til Danmark, og at det var tosset at være bekymret. Jeg sagde, at jeg inderligt håbede, han havde ret.

Her til morgen vågnede jeg og indså, at det desværre var mig, der havde fået ret. Desværre.

Jeg brugte morgenen på at læse de samme nyhedshistorier om og om igen. Jeg græd, mens min kæreste Adam sad over FaceTime og kiggede på mig, helt fortabt deromme på den anden side af jorden. Der gik flere timer, før jeg kunne sige et ord eller spise bare en smule. Til sidst tog jeg tøj på og gik ned langs søerne med kurs mod Krystalgade.

En tur gennem København

En gammel mand var ved at fodre fuglene ved søerne. Fuglene var aggressive i dag, og den stakkels mand blev jagtet rundt af en svane. Han ville fuglene det bedste, men de ville bare ha’ og ha’ og ha’ og kunne ikke vente. De var ligeglade med ham. Manden slog rædselsslagent ud i luften med posen og endte med at løbe væk. Det gjorde helt ondt at se så meget ondskab blandt så mange dumme fugle. Det hjalp ikke på det hele at være ekstra sentimental. Så jeg brød sammen igen, dernede ved søerne.

Blomsterne ved Torvehallerne var slet ikke så pæne, som de var dyre, så jeg endte med at købe et lys og en lighter og gik gennem byen med en klump i halsen med tanken om det syn, der ventede mig ved synagogen.

Maskingeværer og blomster

“Moaaar, se! Det’ en buba!” hvinede en lille dreng fra en klapvogn. “Ja, det er rigtigt, skat. Det er en politibil”, svarede moderen roligt. Der var mange politibiler foran synagogen her til eftermiddag. Og mange blomster. Jeg tændte lyset og stillede mig om bag politiafspærringerne, hvorfra jeg betragtede det hele. Tre politibetjente holdt vagt foran synagogen. De havde maskingeværer i hænderne. En familie kom hen og gav betjentene slik, som de havde taget med hjemmefra. De takkede for politiets indsats. Familiens lille pige kiggede med store øjne op på en af betjentenes geværer. “Man må altså ikke skyde nogen!” sagde hun. “Nej, det må man ikke!” svarede betjenten.

FullSizeRender

FullSizeRender (1)

FullSizeRender (2)

Tryghed

For to år siden flyttede jeg ind i den jødiske synagoge på Krystalgade og boede der i et halvt år. Jeg har holdt selskaber for alle mine venner i de lokaler. Min familie har været på besøg utallige gange. Jeg har aldrig følt mig så tryg, som jeg gjorde, mens jeg boede i rabbinerens lejlighed i synagogen i Krystalgade. Jeg var tryg, fordi jeg vidste, der var dygtige vagter, der passede på mig og på synagogegængerne. Jeg vidste, det betyder meget for vagterne – som også inkluderer mine venner og min familie – at jeg er tryg. Nu bor den kommende rabbiner i lejligheden med sin kone og sine børn, og der var en stor Bat Mitzwa-fest for 80 mennesker i selskabslokalerne i går aftes. Mange af gæsterne var børn.

Men de har alle kunne føle sig trygge, for der står vagter foran synagogen. Vagter, der giver deres liv for vores tryghed. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor taknemmelig jeg er for, at Dan Uzan ofrede sit liv for vores andres tryghed. Tak, Dan.

Dan var mine venner og bekendtes ven, kollega, fodbold-teamplayer, forhenværende skoleelev, ekskæreste og familie. Selvom jeg ikke var tæt på ham, er det hele kommet meget tæt på mig.

Alle taler om, at man ikke skal være bange. At terror ikke skal påvirke os, og at vi skal leve vores liv, som vi altid har gjort.

Men jeg har – desværre – altid været en lille smule bange, og det er ikke blevet bedre i dag. Jeg er bange som journalist. Som jøde. Og som dansker. Jeg er ikke så bange, at jeg tror, det vil ske igen. Jeg tør godt gå udenfor, og jeg tør godt ytre mig. Men det rasler stadig lidt inden i mig. Det gør det altså. Og det gør mig ked af det.

Hjemtur i sorg

Gaderne lå næsten øde hen på min vej hjem fra synagogen. Oppe ved Rådhuspladsen sad to gademusikanter og spillede. Hele gaden var dækket af tonerne fra “My heart will go on”. Tudende stoppede jeg op og talte med en hjemløs mand. Han skulle til Odense. Jeg havde ingen penge, men jeg gav ham noget af min rugbrødsbolle.

Tak

Tak til det danske politi for at passe på os. Tak til regeringen og dronningen for at ville os det godt og for at ville arbejde for, at det ikke sker igen. Tak til resten af verden, der føler med os. Tak for, at vi stadig holder fast i, at Danmark er et godt sted at være.

Jeg ønsker alt det bedste for alle, der har været involveret i det her. Vi får det bedre lige om lidt. Det lover jeg.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*